Interview

’Det er kun Muhammed, hvis du selv synes det’

På tiårsdagen for Jyllands-Postens offentliggørelse af profetkarikaturer udsender den norske kunstner Thomas Knarvik det blasfemiske album ’In His Name’ – i sympati med Charlie Hebdo og for at forsvare demokratiske værdier imod totalitær religion. Men det blev med dansk udgiver – ikke norsk
Illustrationer fra albummet 'In His Name'
Kultur

At befri religionssatiren fra voldsmænds censur-vetoer er hans mission. Og manden bag er den norske billedkunstner Thomas Knarvik. På onsdag – præcis på tiårsdagen for offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger udsender den anerkendte norske billedkunstner sine nye satiriske streger af egen tilvirkning: En salve af religionskritiske karikaturer.

Hen over 100 sider har Thomas Knarvik tegnet kardinaler med mange pikke, profeter og paver som sædceller, skæggede mænd med turbaner og bomber, afskårne klitorisser, ortodokse jøder med dynamit i slangekrøllerne – kort sagt alle slags religiøse autoriteter, kristne, jødiske, muslimske, hinduistiske afbilledet i de mest latterliggørende og obskøne positurer med bare røve og blottede kønsorganer i skamløse mængder.

Thomas Knarviks ’blasfemiske’ album har fået titlen In His Name og udkommer bemærkelsesværdigt nok på den kontroversielle danske forfatter Kåre Bluitgens forlag, Tøkk. Hvem er denne Thomas Knarvik, og hvorfor vil han lege med ilden?

»Jeg har tegnet i sympati med Charlie Hebdo og i beundring for deres respektløse stil. Men det vigtigste for mig at udstille og latterliggøre, hvordan religiøs autoritet kan blive instrumentaliseret til at begå de mest vanvittige overgreb på mennesker. Det er mit mål med at tegne og udgive bogen.«

Knarvik henviser også til en anden Charlie som et af sine forbilleder .

»Jeg prøver at gøre det, som Chaplin gjorde i Diktatoren: at banalisere den absolutte autoritet, i hans tilfælde en nazistisk ’fører’. I mit tilfælde f.eks. sharialoven ved at fremvise den autoritet, som står bag den, i dens sande usselhed.«

Ikke et politisk menneske

Thomas Knarvik er uddannet på Oslo Kunstakademi og i Firenze. Han har arbejdet med afrikansk kunst blandt masaier i Kenya og har flere velanmeldte separatudstillinger bag sig. Hans værker siges at være i høj kurs. Han ser ikke sig selv som noget ’politisk menneske’, understreger han.

»Det giver ikke rigtig mening at indplacere mig på en højre-venstreakse. Det, som optager mig, er de grundlæggende demokratiske frihedsværdier, som burde kunne samle langt de fleste af os bredt: menneskerettigheder, ytringsfrihed, religionsfrihed, seksuel frihed og ligestilling mellem kønnene. Alle disse værdier er jo åbenlyst under pres fra militante religiøse ideologier, og det vil jeg gøre mit til at gå op imod med de midler, jeg nu har,« siger Knarvik og tilføjer:

» I en situation, hvor Saudi-Arabien bliver formand for FN’s Menneskerettighedsråd, får menneskerettighederne brug for nye forsvarere.«

Thomas Knarvik er afholdsmand og vegetar. Til gengæld afviser han at være ’islamofob’ eller imod religion. Han har tværtimod stor sympati for de muslimer, som selv hører til de værst forfulgte og mest udbredte ofre for fanatiske, autoritære udgaver af islamisk religion. Det er deres frihedskamp og frihedslængsler, han vil støtte, og derfor har han opfundet forfatterpersonaen Miss Supression Fighter, en muslimsk teenagepige, som han iscenesætter som tegner og frigørelsesheltinde.

– Hvorfor udgiver du din bog i Danmark – og så lige på Kåre Bluitgens forlag?

»Jeg tror, at ytringsfriheden har bedre kår i Danmark. Det var min plan at udgive min bog i Norge tidligere på året, og jeg var langt fremme i processen: Et forlag havde antaget den og trykt hundredvis af eksemplarer. De lå på europaller, klar til at blive distribueret, og jeg havde også givet interviews til norske medier. Men så fik min forlægger kolde fødder og krævede oplaget makuleret.«

Fra danske venner hørte Knarvik, at Kåre Bluitgen havde udgivet en dansk udgave af den religionssatiriske serie Jesus og Mo, der tegnes af en anonym englænder.

»Det gjorde det oplagt at kontakte Kåre, som blev meget begejstret og slog til med det samme, og så var vi så langt fremme i året, at det var nærliggende at time udgivelsen til at falde sammen med tiåret for karikaturstriden«.

Er det profeten?

– Nu er jeg nødt til at spørge: De skæggede mænd med religiøs hovedbeklædning, som myldrer rundt i dit blasfemiske album – skal de forestille profeten Muhammed? Det siger du jo ikke nogen steder.

»Nej, for det hverken kan eller vil jeg svare på. Jeg vil lade det være op til mine læsere, om Muhammed findes i min bog. Jeg vil ikke sige, han er der, og jeg vil ikke sige, han ikke er der. ’Den sande Muhammed’ i dag er dels et åndeligt symbol, dels et hensmuldret lig, som ingen ved hvor er, og ingen af delene kan afbildes. Hvis Muhammed er til stede i min bog, så kan det godt være den slags muhammeder, vi har set i nogle af Charlie Hebdos og i Kurt Westergaards karikaturer. Men det er kun Muhammed, hvis du selv synes det.«

Knarvik er ivrig efter at understrege en bestemt pointe: Karikaturerne findes allerede ude i verden, men det er ikke karikaturtegnerne, der laver dem. De samler bare forlægget op. Det forlæg, islamisterne selv har produceret.

»Altså, jeg mener, at Muhammed allerede bliver karikeret igennem det billede, som religiøse galninge tegner af ham igennem deres ugerninger. De troende fanatikere har et muhammedbillede i hovedet, når de kønslemlæster småpiger, henretter apostater og detonerer sig selv som selvmordsbombere. Jeg er bestemt ikke ude på at forhåne den sande Muhammed, som flertallet af anstændige muslimer tror på – hvem han så end måtte være. Min satire er specifikt rettet imod dem, der handler forbryderisk i hans navn. Og imod de autoriteter bag gerningsmændene, der legitimerer disse forbrydelser i hans navn – forbrydelser, som aviserne er fulde af hver dag – tag bare de spektakulære grusomheder begået af Islamisk Stat.«

Ikke profetens ære

Thomas Knarvik fortæller, at han skam har overvejet sin personlige sikkerhed og prøver også at beskytte sig.

»F.eks. er jeg flyttet til en hemmelig adresse i et andet land. Man kan vel sige, at jeg reelt er gået under jorden. Men jeg gør, hvad jeg gør, med åbent sind. Nogle gange må man ofre sikkerhed og bekvemmelighed for en større sag. Jeg kan simpelthen ikke holde ud, hvis vold virker, og terror skal vinde.«

Men hvis nogen søger at komme ham til livs, så kommer de i samme ombæring netop derved til bekræfte en karikaturs sandhed.

»Hvis nogen vil overveje at gøre mig ondt på grund af de her tegninger, vil jeg sige, at så er det bestemt ikke profetens ære, de forsvarer. Så vil jeg sige, at de tværtimod vanærer ham ved at trække en forbindelse fra mine tegninger til det, som de følgelig må have genkendt som den sande profet. Ved deres modbydelige handlinger er de selv de ondeste karikaturtegnere. Ved deres forbrydelser fornedrer de selv profeten og bliver selv de forhånende karikaturers ophavsmænd.«

– Dét budskab kan måske lyde lidt indviklet. Tror du, det kommer igennem? Hvad håber du egentlig at opnå?

»Jeg synes, det ville være fint, hvis flere muslimer ville se i øjnene, hvilke uhyrligheder deres tro bliver misbrugt til at legitimere. Islamisk Stat, wahabister og salafister tegner en uhyrlig karikatur af islams profet gennem deres massive intolerance og undertrykkelse og holder en hel verdensreligion som gidsel. Men den fornærmelse fremkalder ikke ligefrem massedemonstrationer. Islamisterne har modstandere, men de råber ikke så højt, at jeg kan høre dem. Jeg har ikke set særlig mange fatwaer mod Islamisk Stat, ikke set vrede folkemængder afbrænde en dukke af al-Baghdadi på gaden.«

– Tror du virkelig, at dit blasfemiske album kan sende folk på gaden for at demonstrere imod IS?

»Jeg ved ikke, om mine tegninger kan fremme det wake up call, vi har brug for, men det er da en klar forhåbning, og så længe der bliver myrdet og begået uretfærdigheder i islams navn, har jeg tænkt mig at blive med at tegne religiøs satire. Jeg er allerede på vej med den næste bog. Vi skal lære at leve sammen, muslimer og ikke-muslimer, men jeg vil prøve at yde mit til, at det kan blive i et samfund, hvor menneskerettighederne respekteres, og hvor alle kan tænke selv og ytre sig frit.«